Der er dags dato maksimalt 55 dage til folketingsvalget senest skal afholdes, og selvom valget ikke officielt er blevet udskrevet endnu, så er valgkampen mere end igang.
I det vi traditionelt set kalder for “rød blok” er situationen – lad os kalde det en smule – forvirrende. Uffe Elbæk (Alt) vil være statsminister; Det samme har Pernille Skipper (EL) åbnet op for at ville være. – Morten Østergaard (RV) vil ikke støtte en S-ledet regering medmindre, at Det Radikale Venstre får markant indflydelse på udlændingeområdet (læs: integrationspolitikken) såvel som den økonomiske politik. Sidstnævnte (mest) konkret: En ny regering skal føre en økonomisk politik som øger det såkaldte arbejdsudbud. Og hvis ikke De Radikale får deres vilje, så vil de ikke bare undlade at stemme for. De vil decideret stemme i mod. Skulle man være i tvivl om forskellen, så kan jeg fortælle, at den er stor. Med et demokrati bygget på negativ parlamentarisme er det væsentligste spørgsmål, om man har et flertal imod sig – ikke nødvendigvis, om man har et flertal bag sig. En regering kan således godt blive dannet, hvis der bare ikke er et flertal imod, at den bliver dannet. Det kan lyde som ordkløveri, men forskellen er stor. Især, hvis man påregner at Alternativet overvejer, at trække deres mandater “ud af ligningen”, og at Dansk Folkeparti måske kan blive indirekte støtte til en S-ledet regering – uden direkte at pege på Mette Frederiksen.
Forvirret? Bliv hængende lidt endnu..
For mens Østergaard ikke vil lægge Radikale stemmer til en regering, som fører væsentlige dele af integrations- og økonomipolitikken udenom Det Radikale Venstre, ja så vil Pernille Skipper ikke støtte en regering, som fører Radikal økonomisk politik. Således står det ihvertfald klart, at det vil kræve et ekstraordinært stykke politisk håndværk, hvis Mette Frederiksen skal kunne samle både Enhedslisten og De Radikales støtte til et regeringsprojekt.
På den traditionelt set blå side af midten ser det også en smule broget ud. Den nuværende Venstreledede regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og Konservative går til valg på at fortsætte regeringssamarbejdet. Det kan fremstå en smule absurd, når man ved, at Dansk Folkeparti ikke anser en regeringskonstellation, hvori Liberal Alliance indgår, som holdbar. Med andre ord: LA kommer – uagtet valgresultatet – ikke til at fortsætte i regering. Omvendt har DF-formand Kristian Thulesen Dahl sagt, at hvis Dansk Folkeparti får tilslutning fra omtrent hver femte vælger (~20%), så vil det være naturligt at de indgår i et regeringssamarbeje. Herudover skal vi huske de tre opstillingsbrettigede partier som søger plads i Folketinget, og som alle forventes at tiltrække flest borgerlige vælgere: Kristendemokraterne, Nye Borgerlige og “Klaus Riskær Pedersen”-partiet. Pernille Vermund vil kun pege på en statsminister, som vil indfrie hendes ufravillige krav:
- Der skal indføres et totalt asylstop
- Udlændinge skal forsørge sig selv.
- Kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom
Problemet for Løkke såvel som Frederiksen er, at de formentlig ikke kan opfylde Nye Borgerliges krav, idét at de simpelthen vil være i strid med de internationale konventioner, som Danmark har underskrevet. Det tegner altså til, at Pernille Vermund kommer til at pege på sig selv, omend det er en smule uklart, hvorvidt hun vil stemme imod en regering, som ikke opfylder hendes krav. – Forventningen er, at hun vil. Mens de fleste meningsmålinger peger på, at Nye Borgerlige kommer ind med ~2-3% af stemmerne, så ser det mere usikkert ud for Kristendemokraterne og Klaus Riskær Pedersens parti af samme navn. Begge står til ~1% af stemmerne, og vil således blive ramt af spærregrænsen på 2%. Det vil medføre et borgerligt stemmespild, medmindre at de to partier fx kan hente sig et kredsmandat hjem. Det vil dog kræve ~20.000 stemmer i en storkreds for hvert af de to partier.
En ting er givet: Det tegner sig til en uhyre interessant valgkamp – og lige så interessante regeringsforhandlinger. Ligeledes står det klart, at de traditionelle blokke synes opbrudte. I følge alle meningsmålinger står Mette Frederiksen som mest oplagte bud på en statsminister. Det kræver dog, at hun kan få samling på den røde blok eller, at SF, DF og S tilsammen kan mønstre 90 mandater. Her vil et muligt scenarie være, at SF og S peger på Mette Frederiksen, og at DF undlader at stemme imod, og ja; Så har Socialdemokratiet ikke et flertal imod sig, og kan således danne en ét parti-regering. Her skal vi dog huske læreren fra denne valgperiode: Ètpartiregeringer er skrøbelige og DF tager en høj pris for deres støtte.
Netop på grund af den rodede situation er flere politiske kommentatorer de seneste par dage begyndt at tale om en tredje mulighed. Analysen går på, at S og V vil kunne danne en stærk regeringskonstellation over midten, for simpelthen at komme uden om et nyvalg oven på det parlamentariske kaos, som er blevet skabt af især de relativt små partier. Der kan være mange fordele i det.
- Vælgerne ser grundlæggende positivt på en regeringskonstellation over midten, hvor de to største partier tager fælles ansvar om at løse Danmarks udfordringer
- Samtlige forlig vil blive lavet bredt funderet. Udlændinge vil blive lavet med DF, mens klima formentlig vil blive lavet med Å, EL, RV, SF og K. Herudover vil der kunne laves en masse delaftaler, hvor at flertallet dannes på kryds og tværs med samtlige af folketingets partier. Det vil betyde, at uagtet udfaldet af næste valg, så vil aftalerne stå fast. Resultatet af dette? Der vil kunne blive lavet meget mere langsigtet politik, end vi måske hidtil har set.
Som nævnt er flertalsmulighederne mange, hvis man deler dem op på små emner. Hvilket Socialdemokratiet også har fanget i deres nye annoncekampagne, som blev lanceret igår.
Spørgsmålet er blot, om en sådan regering overhovedet er realpolitisk levedygtig? Lad mig ridse op:
Først og fremmest er spørgsmålet om, hvem der skal indtage statsministerstolen i Prins Jørgens Gård. Her vil det være naturligt, at Mette Frederiksen vinder – da Socialdemokratiet står til at blive størst. Resultatet heraf vil formentlig være, at Lars Løkke Rasmussen (V) også må gå af som formand for Venstre og altså bane vejen for et ledelsesskift. Her taler flere anallytikere så om, at Løkke bliver ny EU-kommisær. Så den udfordring er rimelig lige til at løse.
Det svære er dog, at Socialdemokratiet og Venstre grundlæggende kæmper om den samme vælgergruppe. Derfor vil det mest realitiske scenarie for en SV-regering være, at det bliver en regering, hvor begge partier lever i konstant paranoia om, hvorvidt den ene part er igang med at smide den anden under bussen for at stemmemaksimere. En regeringskonstellation mellem S og V vil kræve en enorm stor tillidsrelation. Personlige relationer kan gøre meget. Men dels er der ikke store personlige relationer mellem S og V -toppene, og derudover vil begge partier have et konstant behov for at stemmemaksimere på den andens bekostning. Ellers kommer de simpelthen til at drukne. Se fx bare, hvordan det er gået for Det Konservative Folkeparti i VKO-tiderne. Resultatet kan kun være en ting: Mindst et af de to partier vil blive vælgermæssigt marginaliseret. Enten ved, at det ene parti stemmemaksimere på bekostning af det andet, og/eller også vil begge partier gå tilbage, fordi at ydrepartierne vinder markant frem. Det er ikke et ønskescenarie for hverken S eller V.
Yderemere: Selv udfra devisen om, at S vinder valget, og at V får stor indflydelse i en SV-regering, så er der en anden stor udfordring. Hvordan skulle en ny Venstre ledelse kunne udforme og markere dens politiske kurs (ændring), når den indgår i et regeringssamarbejde? Det vil være fuldstændig umuligt for en ny Venstre ledelse at redefinere Venstre oven på Lars Løkke Rasmussen. Uagtet om det er Kristian Jensen, Inger Støjberg eller en helt tredje, som bliver formand efter Lars Løkke Rasmussen, vil de have behov for at redefinere og nybrande Venstre, hvis de vil gøre sig forhåbning om en dag selv at kunne indtage Statsministeriet – et ønske som ligger gemt i DNA’et for Socialdemokrater såvel som Venstre-folk.
Alt i alt tegner det til, at det vil være en klart størst ulempe for Venstre at indgå i et regeringssamarbejde. Omend mener ~40% af Venstres vælgere, at det vil være en god idé, at Venstre indgår i et regeringssamarbejde med S, såfremt at Socialdemokratiet vinder valget. Sidst Socialdemokratiet og Venstre forsøgte at danne regering var i 1978. Regeringen holdte i 13 måneder, men måtte give op på grund af for store forskelle mellem partierne.
Jo tættere vi kommer på valget, jo flere vil formentlig begynde at tale om muligheden. Især fordi, at det – teoretisk set – fremstår som en god idé for rigtig mange danskere. Sandsynligvis må det dog forblive ved drømmene. Rent kynisk og nøjeregnende har hverken Socialdemokratiet eller Venstre nogen fordel i at indgå i et regeringssamamrbejde. Dertil er ønsket – eller higen – efter den ultimative post, Statsministeriet, simpelthen for stor for begge parter.
Related Posts
Leave A Comment
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
